Tvis – Skøn by tæt på supersygehus

 

Der er mange rigtig gode og attraktive boligområder i Tvis. Perfekt til familier, der søger fællesskab og nærhed til naturen.  Tvis er en mellemstor landsby med godt 1.200 indbyggere og ligger i den sydlige del af Holstebro Kommune, tæt på kommunegrænsen til Herning. Tvis ligger i et naturskønt område, hvor du er tæt på skov og vand ned til Tvis Å og Vandkraftsøen.

Tvis er udlagt som fremtidigt vækstområde i Holstebro Kommune, for både bolig og erhverv.

Børnefamilier vælger ofte at flytte hertil, på grund af de gode pasningsmuligheder med vuggestue, dagplejere, børnehave og fritidshjem. I byen ligger også en af landets bedste skoler, målt på faglighed og trivsel. Skolen har bl.a. særlige valgfag indenfor idræt og boldspil. Den primære boligform er parcelhuse, men der er også en række almene og private udlejningsboliger og der byggemodnes løbende nye områder til parcelhuse.

Tvis Mølle og Tvis Kloster ligger tæt ved Tvis by, som er et attraktivt og udviklingsorienteret sted at bo. Byen er kendetegnet ved et meget aktivt foreningsliv med aktiviteter for alle aldre, bl.a. inden for kultur, kirke, idræt og folkeoplysning. Der er et stort idrætscenter med haller, fodbold, tennis, fitness og badminton og ikke mindst håndbold, som nærmest er synonym med byen. Der er desuden et nybygget Kirkecenter, som danner rammen om forskellige aktiviteter.

Tvis Der er ca. 800 lokale arbejdspladser inden for produktion og handel i Tvis. Af de største kan nævnes Actona, som designer og producerer møbler til hele verden, TMK, som producerer de kendte køkkenmærker Tvis og Svane køkkener, BMS Krangården, som leverer kram- og heavylift opgaver såvel nationalt og internationalt og BM Silo, som producerer siloer og blandingsanlæg. Der er desuden en stor fuldsortiments dagligvarebutik tilknyttet kæden Min Købmand.

Der er en stor udpendling og indpendling af arbejdskraft i Tvis. Der er en god infrastruktur med bybusser og regionalbusser og der arbejdes desuden på at få genåbnet Tvis Trinbrædt, så der igen bliver togforbindelser til/fra Tvis. Lykkes det, vil det være af meget stor betydning i forhold til at arbejde på regionshospitalet i Gødstrup.

Den nye Holstebromotorvej, der fra 2018 går forbi byen, vil have en direkte tilkørsel/afkørsel fra Tvis. Det sikrer hurtig forbindelse til bl.a. Aarhus og Vejle.

Læs mere på www.tvisby.dk

Comments are closed.