Staby – Livsglæde, tolerance og mangfoldighed

Staby er fællesskabet under lærkens himmel – på heden – i læ bag skoven – mellem hav, fjord og sø.

Staby er en skøn lille landsby, velplaceret midt imellem alt og ikke for langt være fra noget. Landsbyen er smukt beliggende i en særdeles alsidig natur, med et rigt og mangfoldigt dyreliv, godt i ly af det nærtliggende opland med landbrugsjord, gårde, uopdyrkede arealer og små ejendomme, lige præcis på det sted, hvor der er højest til himlen og den friskeste luft er lige uden for døren.

Staby er er stærkt og socialt velfungerende lokalsamfund, som huser både købmand, skole, børnehave, SFO, sognegård, kirke, galleri, og en lokal genbrugsforretning. Derudover er der en langt række lokale virksomheder, bl.a. murerforretning, tømrer, mekaniker, maskinstation, entreprenørforretning, landbrug, små private butikker med “lopper”, håndarbejde og brugskunst, klinik for stress og en hundefrisør. I Staby er der også en alsidig vifte af kreative mennesker og kunstnere.

Har du lyst til at være en del af et netværk og udleve en hobby, er der et engageret foreningsliv i Staby. “Aktiv Staby” er den overordnede borgerforening. Derudover er der en aktiv gymnastikforening, husmoderforening og jagtforening og forskellige interessegrupper. De forskellige foreninger har et godt samarbejde indadtil i Staby og arbejder også sammen med foreninger ud over sognegrænsen.

Livsglæde, tolerance og mangfoldighed er nogle af grundstenene i det stærke fællesskab og dermed det helt unikke netværk, som er kendetegnende for Staby. Her er rummelighed og plads til alle, både unge og gamle, og den alsidighed, som det uværgerligt giver, danner en stærk ramme om et sundt og stabilt samfund, hvor det er godt at vokse op og trygt at blive gammel.

Staby er en landsby man bliver glad i, glad for og et samfund man glædes med.

Comments are closed