Sønder Nissum – Hver dag har sin charme

I Sønder Nissum er du tæt på Nissum Fjord og den idylliske natur.Midt i det smukke naturområde ved Nissum Fjord ligger landsbyen Sønder Nissum. Her kan du købe ind i den velassorterede Brugs, købe friskbagt brød hos bageren og drikke kaffe på torvet foran den smukke kirke.

Krudtuglens dygtige pædagoger og medhjælpere passer godt på områdets børn og skaber rammer og rum for trivsel, leg og læring. For dem, der elsker at spille og lege og træne deres krop, findes det allerbedste sted lige midt i byen. Det er Multihallen. Her kan man lege inde eller ude, dyrke fitness i det nye velindrettede fitnessrum og gøre brug af et utal af muligheder for boldspil i hallen.

Legeplads i Sønder NissumMod sydvest folder Husby Klitplantage sig ud med en særegen natur, hvor havets brusen kan høres gennem trækronernes susen, når vinden er i vest. Vesterhavet og klitterne ligger lige vest for Sønder Nissum. Rundt om den smukke Nissum Fjord ligger jollehavnene, hvor lokale borgere fisker og hygger sig mellem turister, der søger stor natur og ro i sindet. Året rundt er der store naturoplevelser i området, lige fra vinterens barske og vilde dage og de stille vintermorgener langs den isbelagte fjord, over forårets eksplosion af vilde blomster, sommerens mylder af glade turister og efterårets skiftende vejrlig med svampeture og hygge i læ af klitterne.

Hver dag har sin charme i Sønder Nissum, hver årstid sine oplevelser at byde på. Vi glæder os til at byde dig velkommen i Sønder Nissum.

Comments are closed