Ejsing – Levende og aktiv landsby

Ejsing ligger i et særdeles naturskønt område, i den nordligste del af Holstebro Kommune. Det er en levende og aktiv landsby, hvis historie kan føres helt tilbage til 1100-tallet, da Ejsing Kirke, som er Danmarks største landsbykirke, blev opført.

Ejsing har en meget velfungerende og nyrenoveret friskole og der er gode børnepasningsmuligheder i Børnehuset Gazellen, der ligger tæt på hallen og skolen. Der er masser af liv i Ejsing, med mange små og større virksomheder inden for handel, håndværk, industri og landbrug. Her er trygt og godt for alle generationer.

Der er skolebus og busforbindelser til Vinderup og Holstebro.

Vi har et meget aktivt og varieret foreningsliv, som tiltaler alle aldersgrupper. Foreningslivet bygger på det gode fællesskab og det tætte samarbejde, som er kendetegnende for beboerne i Ejsing og omegn. Det er noget af det, der gør Ejsing-egnen til et godt sted at bo. Det er let at falde til her og lære folk at kende, hvis man har lyst til at deltage i nogle af de mange aktiviteter – men tilflyttere er naturligvis velkomne og vil blive taget godt imod uanset aktivitetsniveau.

Læs meget mere om Ejsing og omegn på vores hjemmeside. Du er også meget velkommen til at kontakte borgerforeningens bestyrelse, hvis der er noget, du gerne vil høre mere om.

 

 

Comments are closed