Hos Susanne er naturen fast dagligdag for dagplejebørn

Dagpleje-1Susanne Rasmussen bor ved noget af Danmarks flotteste natur. Fra hjemmet på adressen Geddalvej 60 nordvest for Ejsing har hun kun få skridt til det alsidige naturliv ved og den fantastiske udsigt ud over Geddal Strandenge.

Naturen på stedet er også en del af Frederikkes, Christians, Alex’ og Tinos dagligdag. De er i dagpleje hos Susanne. Bortset fra en eftermiddagslur er børnene ude stort set hele tiden, fra de møder om morgenen, til de bliver afhentet af deres forældre sidst på eftermiddagen. Susanne Rasmussen er naturdagplejer. Derfor står den for børnene på udeliv i stort set al slags vejr.

Meget udeliv er et godt børneliv

Dagpleje -2”Jeg har haft titel af naturplejer siden den 1. januar 2013, men hverdagen for mig og børnene har nu ikke ændret sig ret meget på grund af den titel. Jeg har altid brugt naturen og udelivet meget sammen med ”mine” børn. Den friske luft er sundt for børnene, og nærværet i og med naturen er med til at stimulere alle deres sanser og deres sprog. For mig hører meget udeliv med til et godt børneliv”, understreger Susanne Rasmussen.

Bortset fra en pause på 16 måneder, hvor hun arbejdede i nattevagt på Sahl Hvilehjem, har Susanne været dagplejer siden 1989.

”Det brænder jeg for. Jeg synes, det er et stort privilegium at få lov til at følge og have en del af ansvaret for børnene i en del af deres opvækst, hvor de udvikler sig rigtig meget. I den alder er de åbne for alt, hvad man som dagplejer har lyst til at give dem”, siger Susanne Rasmussen.

Mere end et ”aleneliv”

Dagpleje-3Måske er der en del, der ikke er klar over det, men jobbet som dagplejer er ikke hele tiden ”et aleneliv” med børnene.

”Her i området mødes dagplejere og børn hinanden til nogle timers legestue en gang om ugen på Ejsing Skole. I vinterhalvåret mødes vi en gang om ugen til en hel dags legestue i Ejsing-Egebjerg Hallen, og vi er også jævnligt på besøg i børnehaven, så børnene på den måde lærer personalet at kende, inden de forlader dagplejen for at komme i børnehave”, siger Susanne Rasmussen.

Godt samarbejde

Ud over at være dagplejer for fire børn er hun også en af tillidsfolkene i Dagplejen i Holstebro Kommune.

”Jeg er glad for at være med til at sikre gode forhold for mine kolleger og et godt samarbejde med ledelsen af dagplejen. Det gode samarbejde mellem kolleger og med ledelse og forældre er helt afgørende for en god dagpleje. Og det gode samarbejde har vi her i kommunen”, understreger Susanne Rasmussen.

Der er ca. 240 dagplejere i Holstebro Kommune, og de passer ca. 900 børn i alderen 0-2 år. I adskillige år har skovbørnehaver været et tilbud til børn i Holstebro Kommune. Nu bruger 25 dagplejere i kommunen også naturen som udgangspunkt for deres pædagogiske arbejde i dagligdagen. Naturdagplejerne er spredt over hele kommunen, så mange nuværende og kommende dagplejebørn og deres forældre får glæde af initiativet.

Læs mere dagplejerne og andre pasningstilbud på www.holstebro.inst.dk

Comments are closed