Kunstoplevelser

IMAG6340Når du ankommer til Holstebro Kommune vil du opdage, at det er let at få en kunstoplevelse. Siden 1960’erne har der været fokus på kunst i Holstebro Kommune og en af grundidéerne er, at kunsten skal være let tilgængelig for borgerne. Det er blandt andet derfor, at så meget af Holstebro Kommunes kunst er placeret på steder, hvor borgerne færdes i hverdagen. Vi vil anbefale dig at tage på en kunstvandring, enten på egen hånd, med Kulturvægterne som guider eller på en tur arrangeret af Holstebro Kunstmuseum.

I den tilflyttermappe du får fra Holstebro Kommune, når du er flyttet hertil, er der blandt andet et klippekort med gratis adgang til en lang række oplevelser, heriblandt Holstebro Kunstmuseum. Nogle af de steder du finder kunstoplevelser er nævnt nedenfor, men vi vil anbefale dig at se nærmere på brochuren 99 værdier, for derigennem at få et bedre indblik i den kunst du vil møde i din hverdag som borger i Holstebro Kommune.

Kunst i gågaderne

Grædemuren07.04.09 009På en tur gennem gågaderne i Holstebro og gennem centrum af Holstebro, vil du være omgivet af smukke og spændende kunstværker. Byens rum er fuld af fantastiske skulpturer, der hver især vækker forundring og nysgerrighed. Vi vil anbefale dig at lægge et smut forbi Holstebro Turistbureau eller Holstebro Kunstmuseum, for at få et eksemplar af brochuren Kunstguide Holstebro med hjem, eller se den online. Med den i hånden kan du følge ruten rundt til de mange kunstværker og læse om dem og deres oprindelse. Husk også at se op, når du går gennem gågaderne, så du får fornøjelsen af at opleve facaderne på de smukke gamle huse.

Kendt kvindekunst

Kvinde_på_Kaerre-topMaren o æ voun, på rigsdansk ”Maren på Vognen” er et af Holstebros mest kendte kunstværker, og den lille dame var symbolet på startskuddet til Holstebro Kommunes fokus på kunst og kultur. Hun står midt i gågaden, foran Det gamle Rådhus, og er en del af hverdagen i Holstebro. ”Kvinde på Kærre”, som Maren hedder i virkeligheden, er skabt af den verdensberømte kunstner, Alberto Giacometti. Hun kom til Holstebro i 1966 og efter en start, hvor byens borgere mest af alt var forundrede og syntes, at de 210.000 kr. da var mange penge at give ud for sådan en lille dame, tog bysbørnene efterhånden Maren til sig og i dag er hun et symbol på Holstebro som kulturby. Siden midten af 1960’erne er Maren steget voldsomt i værdi, og derfor har hun fået sin egen elevator. Hver aften kl. 21.00 kører elevatoren Maren ned i et sikret rum, hvor hun overnatter indtil næste morgen kl. 09.00, hvor hun kommer frem igen.

Byvandringer med Kulturvægterne

KultuvægterneHvert år i juli og august kan du mandag til fredag kl. 19.30-21.00 gratis komme med på en af Kulturvægternes byvandringer. Det er en spændende og stemningsfuld aftentur, hvor du kommer rundt til kunstværkerne, sammen med to kulturvægterne, som er iklædt deres vægterdragter og med lygte og morgenstjerne. Kulturvægterne synger og fortæller om de mange kunstværker, der er i Holstebro. Turene starter og slutter ved skulpturen ”Kvinde på Kærre” – i daglig tale kaldet ”Maren”, som står midt i Nørregade foran Det gamle Rådhus.

Holstebro Kunstmuseum

HolstebroMuseumHolstebro Kunstmuseum har til huse i den smukke gamle Færch-villa, der tidligere har tilhørt en af Holstebros helt store familier. Museet er i årenes løb blevet udbygget med arkitekttegnede fløje. Holstebro Kunstmuseum deler indgang med Holstebro Museum, så ved et besøg på det ene museum, er det oplagt også at besøge det andet. Holstebro Museum har desuden en café, der serverer lækker mad til museumsgæster, så trænger du til et hvil undervejs, er det et oplagt sted. Holstebro Museum åbnede i 1967 og har dannet rammen om nationale og internationale kunstneres værker lige siden. På Kunstmuseet kan du blandt andet opleve kunstværker af Peter Linde Busk, Tal R, Henri Matisse, Pablo Picasso og Marc Chagall. Ud over den faste samling rummer museet skiftende udstillinger af høj kvalitet, hvoraf flere har opnået stor anerkendelse.

Museet for Kleinkunst – verdens mindste kunstmuseum

Det gamle Bomhus i Holstebro er et lillebitte fascinerende hus. Bomhuset er Holstebros ældste hus fra 1794. Det var i sin tid et af de steder toldmyndighederne opkrævede afgifter af de torvevarer, landboerne bragte til salg på byens torv på torvedage. I dag rummer den kønne lille bygning en udstilling af kleinkunst, dvs. stor kunst i små rammer. Museet har en fast samling på ca. 2000 værker, grafik, maleri og skulpturer i kleinformat, det vil sige 8 x 5 cm. Museet ligger for enden af Sønderlandsgade, når du kommer fra gågaden efter at have krydset Storå.

Comments are closed.